I august måned 2011 var vi 10 personer fra arbejdsgruppen for oprettelse af en Multisal i Voerladegård, som begav sig ud på gade og vej. Vi havde det mål, at uddele sedler med tilsagn om støtte til multisalen og at komme i personlig kontakt med samtlige husstande i området.
Vores tidsplan var, at vi skulle have indsamlet de udfyldte tilsagn ultimo september. Til det må vi bare sige, at virkeligheden er altings prøve. Det vender jeg tilbage til senere.
Som sagt begav vi os frejdigt ud i august måned på vore ruter. Det var med en vis spænding, vi tog af sted, for efter mange måneders møder og planlægning på skolen, skulle vi nu møde folk ansigt til ansigt og deraf læse og høre, hvordan stemningen var for projektet.
Jeg begyndte min rute i Kirkedalen. Dørklokken blev stemt og døren åbnet. Jeg præsenterede mig, som det sig hør og bør. Jeg var ventet, så samtalen gik glat. Inden døren gik i igen, var jeg en positiv udmelding rigere og havde såmænd det der med søm og skruer til byggeriet på plads – næsten. Der var nemlig kontakt via en arbejdsplads til en fabrik, som producerer søm og skruer.
Således opstemt gik jeg videre. Den næste i rækken var svær at råbe op, da jeg skulle konkurrerer med lyden fra en græsslåmaskine. I denne regnfulde august måned var det med at få slået plænen, mens tørvejret var der, og det havde jeg som haveejer stor forståelse for. Kontakt blev der skabt, og jeg blev budt indenfor.
Sådan gik det slag i slag med dørringning, præsentation og forklaringer. Det var ikke alle steder, jeg var heldig at finde folk hjemme, så vej og nr. blev noteret, så jeg kunne vende tilbage en anden dag. Den personlige kontakt var vigtig, havde vi besluttet os for.
Da jeg kom hjem efter den første dag på gaden, berettede jeg begejstret til min familie om mine oplevelser. Især, synes jeg, at det var en god sidegevinst, at møde så mange flinke og engagerede mennesker, som bor i vores by og omegn. Fantastisk!
Efterhånden som processen med at få kontakt skred frem, skred også tidsplanen, da der blev ved med at være folk, som ikke var til at træffe. Princippet med personlig kontakt blev gradbøjet, og postkasserne blev løsningen på vore kvaler. Tiden slog ganske enkelt ikke til. Det var dog flertallet, som vi kom i kontakt med.
Næste fase begyndte: Nu skulle de udfyldte tilsagn, som varslet, indhentes igen. Her blev tidsfaktoren for alvor udfordret. Mange var slet ikke kommet til den beslutning i familien, som hed, hvad og hvor meget familien kunne byde ind med til Multisalen, da jeg dukkede op. En situation, som vi, hånden på hjertet, af og til står i derhjemme. Jeg skyndte mig at berolige dem med at sige, ”tag den med ro, jeg kommer igen en anden dag”.
Nogle var så betænksomme, at lægge vejen forbi min egen postkasse og aflevere deres tilsagn. En god og tiltrængt håndsrækning til arbejdet.
Efterhånden kom flere og flere tilsagn i hus. Der blev ved med at dukke ”sten” op på vejen, som besværliggjorde arbejdet, men vi fik dem vendt og med stædig ihærdighed, fik vi gjort arbejdet færdigt.
Virkeligheden er i sandhed altings prøve, men det er arbejdet værd. Nu er det meget tæt på, at vi kan gøre status på, hvor stort et tilsagn, vi har fået. Følg med i udviklingen på vores hjemmeside.
Hilsen Dorthe
